Arkiv

Monthly Archives: november 2020

Det var en helt uanstændig og voldsom retorik, der blev taget i anvendelse, da de Konservatives ordfører på seneste byrådsmøde (3/11, red.) kritiserede den nuværende skolestruktur for “spark i hovedet” til dem “der i forvejen ligger ned”.

At skoler, der har udfordringer i forhold til elevtal, oplever usikkerhed er ikke et resultat af skolestruktur. Det er derimod et resultat af udfordringer i forhold til elevtal. Det giver selvfølgelig usikkerhed, men der er bestemt ingen, der sparker nogen i hovedet, tværtimod. Der bliver lagt op til samarbejde og fælles indsats!

Til forskel fra tidligere, hvor skolelukninger kom som en tyv om natten i sene budgetforhandlinger. Ingen chancer for at ændre på situationen for hverken skole, lokalsamfund eller kommune. Hvis man undgik nedlæggelse, var det samme situation næste år. Kæmp for din skole fra budget til budget. År efter år efter år!

Det er alternativet! Er det hvad de Konservative ønsker?

Hvis ord stadig “betyder noget”, så kan vi vel forvente, at de Konservative sætter lidt ord på et alternativt løsningsforslag. Det har vi ikke set noget til endnu! Så længe det ikke sker, må jeg blot konstatere, at det er en vældig bulder, men indholdet er rungende tomt!

(Bragt i JV 8/11)