Båltale 2013

Sankt Hans i Vikingelunden, Horne.

Den skrevne udgave af min båltale afholdt i Vikingelunden Horne d. 23/6 2013.

Jeg har altid syntes, at bålafbrænding og fællessang var dejlige traditioner, der stod sig godt med den forestående sommer og de lyse nætter. Ikke mindst som barn, fordi det varslede snarlig sommerferie og frihed.

Men afbrændingen af heksen forekom mig også at være lidt morbid. En besynderlig ihukommelse af en heldigvis svunden tid, hvor man rent faktisk kunne finde på at tænde op under et levende menneske. I Danmark var vi sædvanligvis så humane, at vi lod det gå lidt hurtigt. Heksen blev bundet til en stige og kastet på hovedet ind i bålet, gerne med en pose krudt fastgjort, så det kunne gå lidt hurtigere. Og måske har det med krudtet også givet en vis show-mæssig effekt. Den sidste heks der blev brændt i 1693 – Anne hed hun – var endda så heldig efter kongelig benådning at få hugget hovedet af først. Hun har nok ikke kunnet tro sit eget held, da hun hørte om den benådning!

Og så tænker jeg: Hvordan kunne man dog finde på det? Det er vel i al sin gru og rædsel noget af det frygteligste et menneske kan finde på at gøre ved et andet menneske. En del af forklaringen er naturligvis at man troede på det. Man var i 15 og 16 hundrede-tallet rædselsslagen for hvad heksekunster og overnaturlige fænomener kunne forårsage af ulykker på ens ejendom og nærmeste. Man var meget overtroiske dengang – ikke som i dag, hvor trods alt kun halvdelen af os tror på spøgelser og genfærd!

Og dem, der syntes at de havde noget ud af at fortælle historier, vidste jo nok hvordan det skulle skrues sammen. Man gik jo ikke hen og pegede på Signe Marensdatter, – hende som havde været jordmoder for halvdelen af byens unger og som kunne kurere et hals-onde eller en hovedpine med urter og omslag – Dér er en heks! Næææ, man startede med en hentydning – det var nu sært at Hans fra Kragegården skulle få en trebenet kalv og miste sin gode læggehøne den samme måned. Og havde han ikke lige haft besøg af Signe? Jo jo – og så kunne det jo være den gode Signe havde haft et skænderi med Peter Smed, som jo faktisk efter det havde følt lidt ondt i ryggen!

Allerede dengang kunne man fortælle historier og det kan man jo sandelig endnu! Det er faktisk blevet helt moderne at fortælle historier. Man taler om en persons narrativ, det er en del af vores selviscenesættelse at have sådan et. Og har man det ikke skal man se at få et. Dengang i 1600-tallet ville Signe måske gerne have respekt og at folk omkring hende skulle være en lille smule bange. Så hun modsagde ikke sine naboer når de viskede om at hun havde onde øjne – ja faktisk holdt hun af at stirre intenst på personer, som hun ikke brød sig om.

Den slags yderligheder behøver vi ikke gå til i dag. Vi kan blot oprette en FaceBook profil og lægge nogle billeder på, der viser os iført badebukser med en drink i hånden og surfbrædt under armen. Vi behøver ikke skrive, at det i virkeligheden var så koldt at tænderne klaprede, at drinken smagte af terpentin og måske også var det, og at vores manglende evner til at bestige et surfbrædt kun overgås af formiddagens succes med at samle et IKEA møbel.

Historiefortælling er blevet en del af vores hverdag og vi møder den også dagligt når vi slår op i dagens aviser, bladrer på nettet eller ser aftennyhederne før sengetid. Det er ligefrem blevet en disciplin indenfor den politiske- og medie-verdenen. Disciplinen er blevet løftet til nye højder af SSR regeringen, der med Helle Thorning i spidsen har løsrevet historie-skabelsen fra virkeligheden i en sådan grad, at selv DR og TV2’s garvede journalister nogle gange bliver temmelig tomme i blikket, når de på de ugentlige pressemøder, får serveret de seneste politiske historier.

Vi behøver imidlertid ikke bevæge os ud over vores egen lille andedam, førend der bliver fortalt historier. Historier som indeholder os selv og den måde vi lever på. Som i historiefortællingen om heksene, bliver tingene ikke sagt direkte. Ingen politikere siger at vores skole skal lukkes. I stedet fortælles historierne.

• At det går jo nok ikke i det lange løb.
• At det er for dyrt.
• At man ikke kan bevare kvaliteten med så og så mange elever.
• At det er jo den vej det hele går.
• Vi kan lige så lade os opsluge først som sidst.

Men dem der fortæller de historier er enten folk uden visioner eller politikere, som lægger hele deres politiske handlekraft i hænderne på de administrative medarbejdere i den fejlagtige tro, at beregninger og analyser gemmer på en uafviselig sandhed, som ikke står til at ændre.
De tror at politik er en faktuel videnskab,

• som fritager dem fra at tænke selvstændigt,
• som fritager dem fra at at tænke visionært,
• som fritager dem fra at have en egen holdning til tingene.

Men jeg siger til dem, at de tager fejl! Vi skal have en holdning! Vi skal tro på, at der findes en vej til et bedre samfund uden at de værdier vi har bygget op i de lokale samfund i gennem århundreder bliver smidt på historiens losseplads. Det er de for vigtige til.

• Det er værdier som nærhed.
• Det er sammenhold.
• Det er det at ville yde en indsats for sit lokalsamfund uden at få akademiker-løn for det.
• Det er at kigge efter naboens børn
• eller låne sin græsslåmaskine ud.
• At gå på sygebesøg
• eller sige et endeligt farvel til en god nabo på den lokale kirkegård.
• Det er at delagtiggøre hinanden i vores liv og færden på godt og ondt.

Ikke kun gennem en FaceBook profil med et selvskabt narrativ. Men i virkelighedens verden. Det er et stykke dansk kultur som holdnings- og kulturløse politikere ikke skal lykkes med at smide over bord i naiv tro på at samfundet kan styres alene med prognoser og beregninger.

• nærhed er kvalitet i sig selv
• nærhed er også kvalitet
• nærhed er kvalitet!

Det må vi holde fast i og det må vi tro på og være tro mod uden at vakle.

Og måske er det det, som Sct. Hans bålet så symbolsk gør op med. Det er nok slet ikke en morbid symbolsk handling, der handler om at brænde svagelige gamle damer af. Midsommersangens hekse og trolde som hver by og sogn skal skille sig af med, handler vel i virkeligheden om vores egne indre dæmoner. Dem der får os til at tro på de falske historier og lader os rive med af en historie- og kulturløs tidsånd.

Det er disse dæmoner og deres historier vi symbolsk skal lade flammerne fortære i aften. Vores vaklen i at holde fast i det som vi inderst inde ved er rigtigt fordi vi møder det hver dag og kender styrken og kraften af det. Det som aldrig kan beskrives i et politisk beslutningsgrundlag. Lad  den vaklen gå op i røg!

Nærhed er kvalitet!

Glædelig Sankt Hans til Jer alle! Tak for ordet!