Fra “Redaktørens uforblommede” i VenstreView 2020/3
Helle Thorning Schmidt fuldførte sammen med Bjarne Corydon transformationen af det gamle tunge betonfyldte arbejderparti til et moderne folkeparti i bedste Tony Blairstil. Med respekt for de økonomiske realiteter og den nye virkelighed som samfundene står overfor i en globaliseret verden.
Væk var arbejder- og revolutionsromantikken, som bedst luftes hver den 1. maj, når de gamle støvede blodrøde faner rulles ud og kampsangene lyder gennem alderssvækkede struber.
Det var ikke Fru Thornings kop mynte-te. Og Corydon satte realiteterne højest og gennemført en lang række tiltag, bl.a. udsalg af statslige aktieselskaber og nødvendige ændringer i skatter og pensioner, til fordel for dem, der arbejder og bidrager og mindre fordel for dem, som ikke gør.
Afgrunden og guttermanden
Mette Frederiksen har sammensat en ny regering af primært unge akademikere. De er skarpe, de er dygtige, de er gode kommunikatorer. Og så er de fleste af dem for unge til at kunne huske “afgrunden”. De har selvfølgelig læst om Knud Heinesens italesættelse af det danske samfund anno 1980, på vej mod afgrunden – på 1.ste klasse, som folkeviddet tilføjede. Men de må have en klar forvisning om, at de fleste vælgere anno 2020 er lykkeligt uvidende om muligheden for at køre et helt samfund økonomisk af sporet. Ihvertfald italesætter de gladeligt Anker Jørgensen som en slags Karl Marx skikkelse, den sidste rigtige arbejder-statsminister, en rigtig folkehelt med et glødende socialdemokratisk hjerte.
Han indførte efterlønnen for de fattige udslidte masser, som senere er blevet udhulet og ødelagt af de fæle kapitalister (hvorunder Helle & Co altså hører). Han var en guttermand. Vi andre, der kan erindre tiden op til regeringsskiftet og Poul Schlüters magtovertagelse, gyser ved tanken om de ulykker, som ville have kommet over ikke mindst samfundets svageste borgere, hvis den socialdemokratiske katastrofekurs havde fået lov at folde sig ud i fuldt flor.
Prisen for Røde Arne
Nu skal efterlønnen genoplives. En pension, som italesættes som redningen for hårdt prøvede nedslidte “rigtige” arbejdere, men som ikke forudsætter så meget som antydningen af nedslidning. Til gengæld må man lade de unge akademiske ministre, at de i deres iver efter at få arbejderromantikken til at indordne sig virkeligheden, har fundet det nærmeste man kan komme en ordning, der rent faktisk tilgodeser mennesker fortrinsvis nederst på uddannelses- og karriere-rangstien. Sådan nogle Arner, smilende og joviale, med øjne der stråler af ægte taknemmelighed mod deres akademiske redningsmænd.
Sandheden er, at når man tager en gruppe ud af arbejdsmarkedet og giver dem en særlig ydelse for ikke at lave noget, så vil dem der er tilbage alt andet lige, skulle rende hurtigere og arbejde mere for at vedligeholde det valgte velfærdsniveau. De superdygtige can.jur-, can.polit-, scient.pol-, scient.soc- og statskundskabsuddannede unge ministre kan ikke være uvidende om, at deres Robin Hood retorik om at tage fra de rige bankdirektører for at dele ud til landets Arne’r, ikke holder en meter i virkelighedens verden.
Det er for så vidt i orden, og meget Anker-agtigt, at dele ud til denne bestemte gruppe af mennesker, men det er ikke fair, når man ikke vil tale om prisen. Mette og hendes akademiske ministerhold kommer til at forklare de mange faggrupper, der troede de var i kategori med Arne, hvorfor de fremover skal betale en højere pris, arbejde mere og løbe endnu stærkere, for at Arne kan få sin pension.
Stig Leerbeck 